Myretuen vandt arkitekturpris

10-10-2019

Vi i Bysekretariatet er meget stolte af at kunne fortælle at Myretuen har vundet Randers Kommunes Arkitekturpris 2019. Arkitekt Karsten Gori og Kurt Mejdal Pedersen fra hhv. arkitektfirmaet Leth & Gori og Randers Produktionshøjskole modtog prisen ved en fejring tirsdag aften. 

 

Myretuen blev bygget af et partnerskab bestående af Randers Produktionshøjskole, Randers Kommune, Bysekretariatet og Naturstyrelsen Kronjylland.

Herunder kan du læse dommerpanelets begrundelse for tildelingen af prisen:

 

’Myretuen præmieres for sit markante og dog fint afdæmpede arkitektoniske formsprog, der formår at gøre opmærksom på sig selv uden at konkurrere med den natur bygningen placerer sig i.

 

Materialevalget er primært og velvalgt træ, der tilfører en robust og varm karakter til bygningen ude såvel som inde. To sidde-trapper – én inde og én ude – favner og indrammer bygningens store rum, der flot åbner sig med store vinduespartier mod naturen. Som et særligt formgivende element er de store vinduer udført med dybe træreoler, der som sættekasser kan indtages og udsmykkes med små fangster og kreationer lavet af besøgende. På den måde er bygningen i evig forandring og udsmykningen vil følge aktiviteterne i Myretuen og årstidernes gang.

 

Den lille bygning opleves imødekommende for besøgende i alle aldersgrupper, og sammen med stisystemer i træ, der peger ud i naturen, siddetrapperne og en række mindre elementer inviterer den til leg, læring og aktivitet på kanten af naturen. Her er der plads til samvær for de mange samtidig med fordybelse for de få i naturens store kredsløb og små mirakler.

Myretuen er udført af elever fra Randers Produktionshøjskole, med støtte fra en række fonde, som et yderst relevant studieprojekt og fremhæves desuden for sin sociale styrke; bygningen er således åben for brug hele året, og er et fint lille arnested for menneskers samvær på tværs af aldre og baggrund.

 

Weltklasse!