Unge mennesker i udsatte boligområder kan have brug for en hjælpende hånd ind på arbejdsmarkedet. Og det er lige netop, hvad de såkaldte lommepengejobs er sat i verden for.
Ordningen fungerer ved, at kommune, lokale foreninger eller virksomheder sørger for et fritidsjob med løftet om, at de unge mennesker til gengæld tillærer sig nogle af de kompetencer, som er efterspurgte på arbejdsmarkedet, og på den måde stå stærkere når der i fremtiden skal søges jobs.
Det fortæller Gunvor Christensen, der er ph.d. i sociologi og projektchef hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
- Der er rigtig mange unge, der har brug for noget ekstra hjælp i forhold til at få søgt et fritidsjob. Vi ved fra forskning, at et fritids- eller lommepengejob hjælper unge godt på vej til at blive aktive, selvforsørgende medborgere, der kan tage ansvar for sig selv som voksne.
Lommepengejobs i flere udsatte boligområder
I Nordbyen i Randers har 20 unge det seneste halve år kunnet få sig et lommepengejob som So-Me-reporter, legepatrulje eller hjælper for boligfunktionærerne i området.
Det er Randers' Bysekretariatet, der står bag initiativet.
Sekretariatets boligsociale medarbejder Jarek Bielawski tror på, at konceptet er et nødvendigt og hjælpsomt skub, fordi man får sig noget erfaring med for eksempel at gå til jobsamtale, møde til tiden og melde sig syg i god tid.
- Alle test og resultater viser, at når man har et lommepengejob, er der større chance for, at man klarer sig bedre i livet senere hen, siger han.
Det er ikke kun i Randers, at man har gode erfaringer med initiativet.
I blandt andet Brøndby, Køge, Greve, Aarhus og Bagsværd har man fået lignende tiltag op at køre.
- Vi ser i stort set alle udsatte boligområder, at man har erfaringer med at lave lommepengejobs eller fritidsjobs, fordi der simpelthen er så gode erfaringer med det, siger Gunvor Christensen.
For unge giver det at arbejde nemlig en vigtig følelse af at indgå i et team, løser de opgaver, der er aftalt og at andre er afhængige af dig.
- Det er kompetencer, man tager med sig videre i livet, tilføjer hun.
Udover at lommepengejobs kan være med til at ruste uprøvede unge til arbejdsmarkedet, kan det også smitte positivt af på boligområderne, mener Gunvor Christensen.
- Det har potentielle muligheder for at gøre noget godt for det enkelte individ og de øvrige beboere, men så sandelig også gøre noget godt for boligområdet og omverdenens syn på boligområdet.
Viser livet i Jennumparken
16-årige Elias Usmanov fra Randers har fået et lommepengejob som SoMe-reporter for Bysekretariatet, der er et boligsocialt team i Randers Nordby, som skal skabe trivsel i området.
- For mig er det fede at kunne give Jennumparken det ry, den fortjener, siger Elias Usmanov.
Jobbet som SoMe-reporter er en af de tre stillinger, som Bysekretariatet har haft stor succes med.
Som SoMe-reporter er Elias Usmanovs job at dække de gode historier i Jennumparken i Randers, som er et udsat boligområde, hvor han også selv bor.
Hans dækning foregår via en Instagram-profil, som han poster både opslag og stories på.
- Jeg tror, Jennumparken og alt omkringliggende har et unfair og meget dramatiseret ry, og også generelt, hvis vi snakker om folk med anden etnisk herkomst. Så at have muligheden, selvom det er på et meget lille plan, for at prøve at gøre en forskel er bedre end at sidde derhjemme og brokke sig over, at det har fået et unfair ry.
Elias Usmanov fortæller om glæden ved at være SoMe-reporter:
Elias Usmanov har haft sit lommepengejob i et halvt år.
Selvom kalenderen er tætpakket med skolestart på HHX efter sommerferien og med arbejdet som fodboldtræner, så er han glad for jobbet.
- Jeg føler, jeg får lov til at udfolde mig kreativt. Der er meget frie tøjler, så det synes jeg helt sikkert er sjovt, siger Elias Usmanov.