Landsbyggefonden har udvalgt projektet Grønne fællesskaber som ét af tre forsknings- og praksisprojekter i Danmark under fondens forskningscall om demokrati og deltagelse.
Projektet skal undersøge, hvordan grønne aktiviteter kan styrke fællesskaber og skabe nye veje ind i beboerdemokratiet i almene boligområder.
I Randers skal beboere i Jennumparken, Glarbjergvej-området og Hermann Stillingsvej-området være med til at udvikle grønne fællesskaber, der både styrker naboskabet og skaber større deltagelse i lokale fællesskaber.
Grønne initiativer som samlingspunkt
I mange boligområder opleves det, at de traditionelle beboermøder og bestyrelsesposter tiltrækker færre deltagere end tidligere. Til gengæld vokser interessen for grønne og lokale aktiviteter, hvor beboerne mødes om konkrete fælles projekter.
Det er netop denne udvikling, projektet Grønne fællesskaber bygger videre på. Tanken er, at grønne aktiviteter kan fungere som et naturligt samlingspunkt, hvor nye relationer og fællesskaber opstår. På den måde kan flere beboere få lyst til at engagere sig i udviklingen af deres boligområde.
Forskning i samspil med praksis
Projektet er en del af Landsbyggefondens forskningscall om demokrati og deltagelse, hvor forskere og boligorganisationer arbejder tæt sammen om at udvikle og afprøve løsninger på konkrete udfordringer i almene boligområder.
Sammen med Boligselskabet Sjælland og et tilknyttet forskerteam skal Bysekretariatet undersøge, hvordan grønne fællesskaber kan styrke beboernes oplevelse af fællesskab, medborgerskab og lokal indflydelse. Målet er at skabe ny viden, som kan bruges i almene boligområder over hele landet.


