Unge ejendoms­funktionærer

Lommepengejob – feriejob i lokalområdet

I foråret 2022 søsatte vi, i samarbejde med Møllevænget og Storgaarden, vores lommepengeprojekt Ung ejendomsfunktionær. Projektet giver unge mulighed for at få praktisk erfaring som ejendomsfunktionærer og bidrager samtidig positivt til lokalområdet.

Fra 2025 er projektet blevet udvidet, idet Randers Boligforening af 1940 nu også deltager ved at ansætte unge ejendomsfunktionærer. Det betyder, at der i alt er ansat ti unge i stillinger som ejendomsfunktionærer – en indsats, der styrker både fællesskab og fremtidige jobmuligheder for de unge.

Tiltaget er en del af den boligsociale helhedsplan og har til formål at styrke unges identitet, selvtillid og tro på egne evner. Gennem praktisk arbejde får de unge mulighed for at udvikle kompetencer, der kan motivere dem til uddannelse og beskæftigelse.

Som ung ejendomsfunktionær hjælper man afdelingens faste ejendomsfunktionærer med forskellige praktiske opgaver – og får løn for indsatsen. Jobbet bliver slået op som enhver anden stilling, og de unge skal både skrive en ansøgning og deltage i en ansættelsessamtale. På den måde får de erfaring med hele ansættelsesprocessen.

I jobbet lærer de unge at møde til tiden, tage ansvar og være pligtopfyldende – alt sammen i et uformelt og inkluderende miljø, hvor der er plads til forskellighed og udvikling.

Jeppe svendsen

Boligsocial medarbejder
42 14 86 05
jks@randersbolig.dk

Ejendomsinspektør Peter Pedersen fortæller:

”Ejendomsfunktionærerne har forskellige uddannelser og har ofte haft flere andre jobs og har lidt erfaring i livet inden de er endt i stillingen som ejendomsfunktionær. Derfor kan de fungere som gode rollemodeller for de unge-Ejendomsfunktionærer, og skabe en god og positiv voksen-relation”, udtaler Ejendomsinspektør Peter Pedersen.

”Når man selv bliver en del af opgaveløsningen, så tager man også større ansvar og ejerskab, og det er mit håb at de unge mennesker også på sigt vil hjælpe med at tage ansvar for at passe godt på området og boligerne”, udtaler ejendomsinspektør Peter Pedersen.